Du er nu med på malinglisten og dermed er du blandt de første, der får besked, når bogen er klar!

Alma og Alarmfuglen

En fortælling om angst, ro og mod

 

Kapitel 1

Den dag alarmfuglen vågnede

 

Alma er ti år og kendte vejen til skolen så godt, at hendes fødder næsten kunne finde vej uden hende. Hun vidste, hvor fortovet bulede ved det gamle kastanjetræ, hvor naboens kat plejer at sidde, og hvor det stor hul er, hvor der altid er en stor vandpyt, man skal træde langt over, når det har regnet.

Alligevel føltes vejen anderledes i dag. Det er mandag og hendes lærer havde sagt, at alle i dag skulle fortælle noget foran klassen. Det behøvede kun vare ét minut. Alma havde øvet sig hjemme. Hun kunne alle ordene. Men allerede da hun satte sig ved morgenbordet, begyndte det at kilde uroligt i brystet og i maven.

Pludselig lød en lille stemme tæt ved hendes øre: “Hvad nu hvis du glemmer det hele?” “Hvad nu hvis de griner? Hvad nu hvis du bliver helt rød i hovedet?”

Alma løftede høvedet og drejede det efter stemmen. På hendes højre skulder sad en lille fugl. Den var ikke større end hendes hånd, og dens fjer stod ud til alle sider, som om den lige var fløjet gennem et storm vejr. Øjnene var store og opmærksomme.

“Hvem er du?” hviskede Alma.

“Jeg er din alarmfugl,” sagde fuglen. “Jeg holder øje med alt, der kunne gå galt.”

Alarmfuglen hoppede uoligt fra den ene fod til den anden. “Måske skulle du blive hjemme. Du kunne sige, at du har ondt i maven. Faktisk har du jo lidt ondt i maven nu.”

Alma mærkede efter. Fuglen havde ret. Maven føltes hård og lidt urolig. Hjertet slog hurtigere og noget spændte i brystet. Hænderne var kolde. Jo mere hun lyttede og mærkede efter, desto flere tegn fandt hun.

Mor kom ind i køkkenet og satte en madkasse på bordet. “Er du klar til at gå i skole,” spurgte hun.

Alma var lige ved at sige, at hun var syg. Men så lagde hun mærke til noget mærkeligt. Alarmfuglen kiggede ikke ondskabsfuldt på hende. Den så nærmere ud, som om den virkelig prøvede at passe på hende. Den var meget, meget ivrig.

“Min min alarm larmer,” sagde Alma.

Mor satte sig ved siden af hende. “Så må vi først finde ud af, om der er fare, eller om alarmen bare er blevet forskrækket.”

“Hvordan gør man det?” spurgte Alma.

“Vi kan begynde med at se os omkring,” sagde mor. “Er der noget farligt her i køkkenet lige nu?”

Alma så på den blå kop hun drak mælk af, rugbrødet, vinduet og regndråberne på ruden. Hun kunne høre køleskabet summe. Stolen bar hende. Gulvet var helt fast under hendes fødder.

“Nej,” sagde hun.

“Følelsen virkelig,” sagde mor, “Men den betyder ikke nødvendigvis, at der er fare.”

Alarmfuglen pustede sig op. “Men der kunne ske noget pinligt!”

“Det kunne der,” sagde Alma langsomt. “Men pinligt er ikke det samme som farligt.”

Fuglen blev stille et øjeblik. Det så ud, som om ingen havde forklaret den forskellen før.

På vej til skole fløj alarmfuglen ved siden af Alma. Den hviskede stadig, men nu prøvede Alma at lægge mærke til både fuglen og omgivelserne. Duft af blomster, den friske duft af vådt græs. Lyden af hendes sko mod fortovet. Den kølige luft på kinderne.

Da det blev hendes tur til at stå foran klassen, slog hjertet igen meget hurtigt. Alarmfuglen klaprede med næbbet. Alma satte begge fødder fast i gulvet. Hun så på sin lærer, derefter på vinduet bagest i lokalet.

“Min alarm larmer,” tænkte hun. “Men jeg er ikke i fare.”

Hun glemte faktisk en sætning. Der blev helt stille i to sekunder. Det føltes som meget længere. Så kiggede hun på sit papir og fortsatte.

Ingen grinede, ingen lagde mærke til det. Da hun satte sig, var hun stadig varm i kinderne, men der var også en anden følelse. En lille stille og rolig stolthed.

Alarmfuglen satte sig på hendes penalhus. “Du gjorde det alligevel, selvom jeg havde advarede dig.”

“Ja,” sagde Alma. “Det er ok at du advarer mig. Men jeg vil gerne selv undersøge, om der virkelig er fare.”

Fuglen lagde hovedet på skrå. Og for første gang sad den helt stille.

Fare eller alarm?

Sæt begge fødder mod gulvet. Kig roligt omkring dig og find tre ting, du kan se.

Læg mærke til én lyd. Læg mærke til fornemmelser i din krop.

Spørg stille: “Er der fare lige nu, eller er det min alarm, der prøver at passe på mig?”

Du behøver ikke få følelsen til at forsvinde. Du øver dig blot i at undersøge den.

“Følelsen er virkelig. Den er ikke altid et bevis på fare.”