Selvudvikling i eget ekko - Derfor har i stadig brug for rigtige fællesskaber

Er det gammeldags at insisterer på fællesskaber udenfor den digitale verden ?

Hvem er det der betaler prisen for vores digitalisering – hvis der altså er en pris for at vi alle gerne vil være rige, attraktiv, og være noget eller nogen og at det bliver udlevet igennem og bag ved skærmen. Vi har fået en tendens til at gennem os bag perfektheden, historien om rigdommen det attraktive og det at være noget eller nogen. Er det en tendens vi kan gøre op med eller et den komme at for at blive så det mere er en norm vi skal leve op til. Alt bliver dokumenteret via eksamensbeviser og 12 tal eller perfekte billeder på instagram eller face book så alle får den tanke at hjemme hos dem og dem eller dem kører alt perfekt og deres børn er så velstimuleret og er altid glade og jule træet er købt så vi kan nyde det hver dag i december og gaverne er perfekte og vi brænder aldrig sovsen på og glemmer ikke de 400 g grøntsager. Nej jeg er ikke sur og gnaven over fremskridtet, bare nysgerrig på kulturen, både som terapeut, mor, ægtefælle og bare menneske.  Vi selviscenesætter os selv i en grad at vi helt glemmer at vi rent faktisk har egen personlighed og de er ok at være som vi er. Vi brander os selv i en grad at vi bliver så gennemskuelige at et besøg fra holdet bag ”kender du typen” til enhver tid vil kunne gennemskue om hvorvidt du læser aviser på din ipad eller i papirform.

Min egen historie spiller selvfølgelig voldsomt ind da jeg selv er gledet langsomt ind i den kultur. Jeg er født i 1969 og er den generation der først blev præsenteret for computer, programmering, internet osv. Jeg kan huske forskrækkelsen når man fik trykket på ikonet med internet og der pludselig blev ringet op til det der internet med en susen og en brummen og at man i bar befippelse smed ”røret” på igen….. for hvad fanden var det lige der var ved at ske. Jeg havde et fag på handelsskolen der hed programmering og jeg sad og måtte forklarer min far om pc og programmering og anvendelse da hans arbejde pludselig ville have at det løn regnskab han var sat til at administrere på sit arbejde skulle digitaliseres- fuck det var svært for ham. Han var født i 1934 og det vildelse dengang var at kunne sende en annonce til avisens billetmærke i håbet om at finde en kæreste. Min mor der var født i 1936 – ”lærte” det aldrig, hun døde som digitalt analfabet og kunne end ikke tjekke sin digital e-Boks. 

Jeg kan huske commandoer 64 og ping pong spil og fascinationen af at kunne det på vores tv. Jeg var det første hold på Ankerhus seminarium der kunne tage uddannelsen virtuelt og valgte også at tage pædagog uddannelsen virtuelt….. pædagog uddannelsen af alle uddannelser. Et job og en uddannelse som i den grad kræver at turde være tilstede med mennesker af alle slags. Som studerende er man kun var inde til undervisning ganske få dage om måneden resten blev udlevet via pc og den platform som seminariet havde valgt vi skulle finde vores opgaver igennem og kommunikerer med vores undervisere. Set i bakspejlet er der gået rigtig meget socialt og kommunikativt tabt også i forhold til dannelsesidealet. Pludselig var det op til dig og du ville lade dig danne af fælleskabe eller ej.

Du kan simpelthen sidde derhjemme og danne dig selv i dit eget ekko.

 

Og det gør vi så – det er smart og fleksibelt . Jeg gjorde det også.

Det var smart og meget fleksibilitet, frihed, mulighed for at passe arbejde, børn og uddannelse på én gang. Ingen kedelig klasserums undervisning, ingen transport, ingen small talk i pausen, eller muligheden for at blive klogere på andres perspektiver

Men sammen med denne berusende fleksibilitet er der sneget sig noget andet ind:

                                  En ny form for ensomhed forklædt som frihed.

Når du kan sidde hjemme og danne dig selv i dit eget ekko, så kan du også meget lettere slippe for alt det, der udfordrer dig. Den medstuderende, du egentlig ikke kan lide – men som måske kunne have lært dig noget om grænser. underviseren, der irriterer dig – men som måske kunne have rusket lidt op i dine tanker. Den pinlige tavshed, når ingen tør sige noget højt – men hvor nysgerrigheden  består i, at vi alligevel prøver.

I stedet har vi nu fået en verden, hvor du altid kan klikke på krydset eller kikke væk.

Klikke væk fra ubehaget, fra forskelligheden, fra det du ikke forstår, og kikke væk når noget bliver for akavet.
Du tilvælger de fællesskaber, der ligner dig selv. Du kan følge dem, der bekræfter det, du allerede ved og tænker. Og du kan lade algoritmerne fodre dig med mere af det samme – uden at du egentlig opdager, at det er det, der sker.

Det er her, jeg begynder at blive nysgerrig på hvem det er der betaler prisen ?

For mens vi sidder hver for sig og uddanner, oplyser, optimerer og “brander” os selv, så mister vi samtidig noget af det mest grundlæggende menneskelige: at blive spejlet af nogen, der ikke er som os. At blive klogere, ikke bare på et pensum, men på livet, hinanden og os selv.

Set i bakspejlet kan jeg godt se, hvor forledt jeg blev; er blevet.  Der var ingen, der stod med et skilt og sagde:

“Nu overlader vi udviklingen og dannelsen til skærmen og dig selv – held og lykke.”

Det er kommet i små skridt. Først den virtuelle uddannelse. Så de digitale platforme, og de sociale medier. Og til sidst den her ide om, at vi både skal være personligheder OG et brand på samme tid.

Jeg er bevidst om, hvordan min egen historie hele tiden blander sig i det her.
Jeg er bestemt ikke en neutral observatør, der står udenfor og kommenterer.

Jeg står solidt plantet midt i det. Som terapeut, der arbejder med mennesker, der føler sig forkerte i en perfekthedskultur, som skal have AI til at fortælle dem om de er rigtige eller forkerte. Som mor til børn, der både bliver overstimuleret og understimuleret  i en digitaliseret verden hvor et enkelt klik på nettet kan tage 2 timer. Som ægtefælle i et ægteskab, der også har fået præstationskulturens ånde i nakken, vi skal udvikle os individuelt i et ægteskab samtidig med at vi skal stå sammen og helst ikke ende i statistikken n af skilte forældre. Og som bare menneske, der selv er gledet med ind i kulturen – langsomt, men sikkert.

Jeg har også været der, hvor jeg troede, at løsningen var endnu en uddannelse. Endnu et kursus. Endnu en “pakke”, endnu et modul, endnu en måde at forbedre mig selv på. Hvor jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne følge med udviklingen, lære de rigtige systemer, forstå de rigtige platforme – så ville jeg endelig blive sådan én, der havde styr på det.

Jeg har købt ind på drømmene om frihed og fleksibilitet, at blive helt traumefri, at blive den der vidste mest om noget.
Og jeg har siddet med følelsen af at være bagefter.
Og jeg har også sammenlignet mig med andres glitrende billeder og polerede fortællinger.

Og samtidig har jeg stået i den anden ende – som terapeut – og lyttet til kvinder, familier og unge mennesker, der langsomt men sikkert knækker  under presset. Ikke kun under presset fra hverdagen og økonomien, men under presset fra det usynlige regnskab:

Er jeg god nok?
Er mine børn nok?
Lever vi rigtigt nok?

Digitale løsninger skulle gøre livet lettere. Og på mange måder har de jo også gjort det. Jeg ville heller ikke undvære netbank, NemID  og andre apps på telefonen, online booking eller muligheden for at sende en besked afsted på et sekund, uden at skulle bruge tid på at ringe op.

Men samtidig er der kommet et lag ovenpå, som vi sjældent taler om, forventninger, som vi sjældent taler om, konstant tilgængelighed som vi ikke adresserer. Sammenligning, vi vil altid være en anden end den vi er eller være et andet sted end der hvor vi er

FOMO  - fear of missing out  - er her til at få øje på, vi er blevet bange for at gå glip af noget eller vælge noget fra.

Derfor stiller jeg spørgsmålet – ikke kun som terapeut og pædagog, men som menneske, som mor, ægtefælle.

Hvis det er sådan her, vi lever nu…er der så en pris vi kommer til at betale og hvem er det så, der egentlig betaler prisen? 

-Er det de unge, der vokser op med en skærm som spejl?
- Er det de ældre, der aldrig nåede at komme med?
- Er det familierne, der prøver at få det analoge og digitale til at hænge sammen?
- Eller er det fællesskabet – der hvor vi udvikler hinanden og spejler hinanden?

Forskellighederne får ikke lov at være en styrke,  men mere noget der splitter os ad fordi vi ikke bliver ”tvunget” til at anerkende og accepterer at vi er forskellige, vi ser kun det som ligner os selv.

Det er det spørgsmål, dette blokindlæg kredser om, Ikke for at pege fingre, Ikke for at romantisere fortiden. Men for at blive klogere på, hvad det gør ved os, når vi i stigende grad lever vores liv – og os selv – gennem og bag skærme.

Vi behøver ikke møde op til noget mere.

Vi kan uddanne os hjemme, dyrke sport hjemme, udvikle os hjemme.
Og nu kan vi ovenikøbet “arbejde med os selv” hjemme – med onlinekurser, selvstudieforløb og videoer, der lover os transformation på 6 uger, hvis bare vi følger modulet, manualen og lydfilen.

Jeg kender det alt for godt. Jeg køber selv de forløb, jeg sælger også selv de forløb
Jeg sætter mig med notesbogen, printet øvelserne, besluttet at nu skulle det være.
Og nogle gange får jeg faktisk noget ud af det. Men lige så tit er det gledet det ud mellem hænderne på mig. Ikke fordi materialet var dårligt – men fordi jeg sidder alene med det.

For der er noget, vi sjældent taler om, når vi hylder fleksibiliteten ved onlinekurser, selvstudier og “du kan gøre det i dit eget tempo”:

Dannelse og personlig udvikling sker sjældent i vores eget tempo – og næsten aldrig alene.

Når du tager et online kursus, du selv skal arbejde med derhjemme, kan du altid:

• Udskyde det til i morgen
• Springe det modul over, der prikker for meget til noget sårbart eller ikke virker interessant
• Lukke computeren, når følelsen bliver for intens
• Lade være med at dele det, du skammer dig over

Skærmen beskytter dig – men den beskytter dig også mod det, der faktisk kunne forandre dig.

Personlig udvikling, og healing kræver noget helt andet:

• At nogen ser dig, uden filter.
• At du sidder i et rum med andre, der spejler dig, griner, bliver rørt – og du erfarer at du ikke er den eneste.
• At du ikke kan klikke dig væk fra ubehaget, men bliver holdt igennem det.
• At du mærker andres nærvær, vejrtrækning, små reaktioner – alt det, en mikrofon og et kamera aldrig helt kan gengive.

Det er derfor, det bliver sværere for os at udvikle os og dannes, når så meget sker digitalt og alene.
Ikke fordi onlineforløb er forkerte.

Men fordi de sjældent giver det modspil og det fællesskab, der danner os som mennesker.

Når vi kun udvikler os hjemme foran en skærm, bekræfte vi os selv i de historier, vi allerede har om os selvvælger vi de reaktioner eller input til, der føles mest behageligt. Vi bliver ikke udfordret på vores blinde vinkler. Vi lære ikke hvad det vil sige at være i et rum med andre mennesker, der er forskellige fra os selv, vi fjerner os fra hinanden og bliver fremmede.

Og måske er det i virkeligheden dér, vi betaler en stor pris, i tabet af de fællesskaber, hvor vi bliver til sammen med andre.

Det er også her, jeg begynder at forstå, hvorfor jeg i dag insisterer på at skabe forløb, hvor mennesker møder op fysisk. Hvor du ikke bare logger ind – men træder ind. et fællesskab, hvor du bliver set, hørt, forstået og spejlet, som den du er.

Mit gruppeforløb “Find hjem i dig selv” er skabt ud af netop den erkendelse.
Det er et stille oprør mod idéen om, at vi kan klare al udvikling alene hjemme ved køkkenbordet med en skærm og kæledyret som eneste vidne.

I  ”Find hjem i dig selv” sidder vi i samme rum. Vi deler det, der er svært –  med rigtige stemmer og virkelige blikke. Vi mærker, hvordan nervøsitet, skam, sorg og lettelse føles mindre, når vi opdager at vi ikke er alene. Vi øver os i at være mennesker sammen – ikke brands, ikke profiler, ikke perfekte fortællinger, men rigtige mennesker, med følelser

Når du deltager i et fysisk forløb som ” find hjem i dig selv”  kan du ikke lige “mute” dig selv eller  lige slukke kameraet.
Du vil blive holdt, når du vakler, og følelserne tager over. Du vil blive spejlet, når du tvivler, eller når du vokser. Og du kan opdager, at det, du troede, kun var dit kaos – faktisk er noget, andre genkender.

For mig er det her ikke bare et kursusformat. Det er en bevidst modbevægelse.

En påmindelse om, at vi ikke bliver hele mennesker alene at vi ikke kun dannes af pensum , men af andre mennesker, og udvikling ikke bare er noget, vi “køber” og downloader – det er noget, vi lever os igennem, sammen

Derfor stiller jeg ikke kun spørgsmålet “Hvem betaler prisen for digitaliseringen?” Jeg stiller også et andet spørgsmål:

Hvad er det, vi kan vinde tilbage, når vi igen tør sætte os ind i et rum sammen med andre?

Når vi tør mærke, at vores udvikling, vores heling og vores menneskelighed bliver stærkest, når vi ikke sidder alene med den?

Det er her, dette blok indlæg – og forløb som ”Find hjem i dig selv ”– har deres udspring:
I troen på, at vi stadig har brug for rigtige fællesskaber, rigtige samtaler, rigtige pauser med kaffe og tavshed, rigtige øjeblikke, hvor nogen møder vores blik og siger:

“Jeg kender det, jeg har prøvet noget de ligner. Du er ikke alene.”